Pop-up nikotinstop
Fylder rygning, vapes og snus på jeres skole? Så kan I få besøg af en professionel rådgiver, der kan hjælpe jeres elever.
Ved pop-up nikotinstop får eleverne viden om nikotin samt redskaber, de kan bruge til at skære ned på deres forbrug af røg- og nikotinprodukter. Eller til at stoppe helt.
Det er en professionel rådgiver, der står for pop-ups. Rådgiveren går i dialog med eleverne og fortæller om metoder og tilbud til at blive fri for røg, damp og nikotin. Derudover kan eleverne deltage i quizzer om rygning og nikotin. Her vil der være biografbilletter på højkant.
Der er mulighed for, at eleverne kan tilmelde sig en individuel samtale eller forløb med en rådgiver eller blive tilmeldt et gruppebasseret stopforløb for unge.
Rådgiveren vil også informere eleverne om muligheden for gratis hjælp hos Stoplinien og om appen Kvit.
Rådgiveren kommer typisk på besøg hos jer tre gange. Besøgene varer cirka et par timer, og de er fordelt over tre sammenhængende uger.
Det skal uddannelsen
For at gennemføre de 3 pop-ups kræver det, at I på uddannelsen gør følgende:
- Tag fat i jeres kontaktperson fra partnerskabet, og lav en aftale.
- Find et centralt sted, hvor pop-up’en kan afholdes. Det kan eksempelvis være i kantinen, hvor der kommer mange elever.
- Fortæl både elever og ansatte om de tre besøg. Og fortæl, at eleverne kan skrive sig op til individuelle online samtaler på forhånd.