Information til forældre om Ungeprofilen 2024/25
Kære forældre
Dit barn vil sammen med kommunens øvrige unge i perioden fra d. 1. november 2024 til d. 24. januar 2025 blive inviteret til at deltage i en kommunal undersøgelse af unges trivsel og sundhed. Undersøgelsen hedder Ungeprofilen og gennemføres af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.
Hvad skal undersøgelsen bruges til?
Vi gennemfører Ungeprofilen som et bidrag til at skabe de bedste betingelser for et godt ungeliv. Undersøgelsen hjælper med at indsamle viden om, hvordan det er at være ung i dag, hvilket er med til at hjælpe kommuner og uddannelsesinstitutioner i deres arbejde. På den måde er de unges svar med til at give alle unge et talerør og give uddannelsesinstitutioner og kommuner ny viden om unges trivsel og sundhed.
Resultaterne fra undersøgelsen bruges til at styrke den forebyggende indsats på dit barns uddannelsesinstitution og i kommunen, hvilket kan bidrage til at øge unges trivsel og sundhed.
Dit barn vil blive stillet spørgsmål inden for følgende temaer:
- Trivsel
- Sundhed
- Familie-, uddannelses-, arbejds- og fritidsliv
- Rusmidler
- Risikoadfærd.
Frivilligt af deltage
Det er frivilligt at deltage i undersøgelsen, og hvis der er spørgsmål, som de unge ikke ønsker at svare på, kan de springes over. Ungeprofilen besvares i undervisningstiden. Hvis du ikke ønsker, at dit barn skal deltage i undersøgelsen, bedes du kontakte uddannelsesinstitutionen, senest inden undersøgelsen gennemføres.
Behandling af data
Når dit barn besvarer spørgeskemaet, vil København Kommune indsamle og behandle personoplysninger om dit barn til brug for udarbejdelsen af statistik om unges trivsel og sundhed i Københavns Kommune.
Disse oplysninger behandler vi efter reglerne i databeskyttelsesforordningen (GDPR) og databeskyttelsesloven. Se beskrivelse af hvordan dit barns personoplysninger bliver behandlet nedenfor.
Med venlig hilsen
Katrine Schjønning
Folkesundhedschef Center for Forebyggelse og Folkesundhed
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune
Information om behandling af personoplysninger i undersøgelsen
Vis alle
1. Disse oplysninger indsamler vi
Københavns Kommune behandler de personoplysninger, som dit barn angiver i sin besvarelse af spørgeskemaet. Spørgsmålene handler overordnet om trivsel, sundhed og risikoadfærd.
Der vil i den forbindelse både være tale om almindelige og følsomme personoplysninger samt oplysninger om strafbare forhold. For eksempel:
- Almindelige personoplysninger som f.eks. alder
- Følsomme personoplysninger som f.eks. helbredsoplysninger
- Oplysninger om strafbare forhold som f.eks. deling af billeder
- Fortrolige personoplysninger som dit barns CPR-nummer
Formålet med at indsamle besvarelserne med CPR-numre er;
- at besvarelserne kan indgå i statistiske analyser om unges trivsel, sundhed og frafald foretaget af kommunes analyseenheder. CPR – numrene vil blive behandlet i pseudonymiseret form og med fortrolighed af analysemedarbejderne. CPR-numrene vil blive slettet efter 5 år. Alle oplysninger vil blive behandlet fortroligt og resultater af analyser vil kun ske i anonymiseret form (dvs. ikke personhenførbar form).
CPR-numrene vil blive slettet hos BørnUngeLiv, når data er overført til kommunens analyse enheder. Dit barns svar vil udelukkende blive brugt til statistiske analyser, og vil aldrig kunne blive brugt til sagsbehandling.
Når dit barn skal besvare, skal der logges ind med Unilogin, så vi kan identificere dit barn. Oplysningerne kommer fra Styrelsen for It og Læring.
Alle oplysninger vil blive behandlet sikkert og fortroligt.
2. Formålet med vores behandling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune behandler dit barns personoplysninger med henblik på at få et aktuelt billede af unges overordnede trivsel og sundhed i kommunen og på landsplan.
For at danne dette billede vil dit barns personoplysninger indgå i statistiske og videnskabelige analyser, der foretages af os.
3. Retsgrundlaget for vores behandling
Behandling af dit barns personoplysninger sker udelukkende med henblik på at udføre statistiske og videnskabelige analyser, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, og databeskyttelseslovens § 10.
Vi behandler dit barns CPR-nummer med henblik på entydig identifikation med hjemmel i databeskyttelseslovens § 11, stk. 1.
4. Modtagere af dit barns personoplysninger
Dit barns personoplysninger vil blive behandlet af vores databehandlere. Vi har indgået databehandleraftaler med databehandlerne og fører tilsyn med databehandlernes overholdelse af databehandleraftalerne efter gældende regler herom. Vores databehandlere består af Foreningen BørnUngeliv.
Kun efter aftale med København Kommune vil dit barns personoplysninger blive videregivet til forskere og forskningsinstitutioner til brug for forskning om unges trivsel og sundhed.
5. Opbevaring af dit barns personoplysninger
De personoplysninger, som København Kommune indsamler og behandler til brug for den statistiske undersøgelse, slettes 5 år efter udløbet af besvarelsesperioden. Personoplysningerne opbevares dermed i en periode efter, at undersøgelsen er afsluttet med henblik på at følge udviklingen i kommunens unges trivsel og sundhed.
6. Undersøgelsens resultater
Vi viser kun resultater, hvor det ikke er muligt at genfinde enkeltpersoners svar. Det betyder også, at du og dit barns kammerater og lærere ikke vil kunne se, hvad dit barn har svaret.
7. Dit barns rettigheder
Dit barn har efter databeskyttelsesforordningens artikel 17 i særlige tilfælde en ret til at få slettet sine personoplysninger på et tidligere tidspunkt end det tidspunkt, der er angivet i afsnit 5 om opbevaring ovenfor. Reglerne i Databeskyttelsesforordningen artikel 15, 16, 18 og 21 om ret til indsigt, berigtigelse, begrænsning eller indsigelse er imidlertid ikke gældende, da oplysningerne om dit barn indsamles alene til brug for statistik og videnskabelige analyser.
Du kan læse mere om dit barns rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registrerede rettigheder, som du finder på www.datatilsynet.dk.
Du og dit barn har ret til at klage til Datatilsynet over vores behandling af dit barns personoplysninger, hvis du eller dit barn mener, at den ikke er lovlig. I kan kontakte Datatilsynet fra din eller dit barns digitale postkasse på borger.dk, pr. mail til dt@datatilsynet.dk eller på telefon 33 19 32 00.
8. Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Københavns Kommunes behandling af dit barns personoplysninger eller ønsker at gøre brug af dit barns ret til sletning, er du meget velkommen til at kontakte os på e-mail pmu@kk.dk.
9. Generelle spørgsmål om databeskyttelse
Hvis du har generelle spørgsmål til Københavns Kommunes behandling af dit barns personoplysninger, er du meget velkommen til at skrive til vores databeskyttelsesrådgiver (kk.dk).